A-LEAGUE 2018/2019 OPTAKT

12. oktober 2018

Traditionen tro, så varmes der her på tipperen.dk op til den nye A-League sæson med en optaktsartikel. I denne vil klubbernes transfers, styrker og svagheder og bud på placeringer blive gennemgået. Sidst i artiklen, vil du desuden kunne læse om betting på A-League, og hvad jeg tilbyder i denne sæson.

 

SÆSONEN 2017/2018

Kort opsummeret, så gik sidste sæson ganske uden de helt store overraskelser, pånær et Newcastle Jets-mandskab, der leverede langt stærkere end forventet.

Vi var vidne til en ekstrem Sydney FC dominans i den regulære sæson, hvor de vandt Minor Premiership med 64 point for 27 kampe. Hele 14 point foran Newcastle Jets.

I playoff gik det dog galt for de forsvarende mestre, der i semifinalen røg ud til Melbourne Victory efter et vildt drama, der bød på fire scoringer i ordinær tid, forlænget spilletid og til sidst overraskende sejr til gæsterne.

I finalen besejrede Victory så Newcastle Jets med 1-0, efter en helt fantastisk kamp af Lawrence Thomas i målet, og dermed gik det til, at Melbourne-mandskabet, der sluttede den regulære sæson som nr. 4, intet mindre end 23 point efter Sydney FC, blev australske mestre.

Herudover var det interessant at se Newcastle Jets. I mange år har de misset playoff, men denne gang imponerede de både i grundspil og i slutspil. Et af spørgsmålene til den nye sæson er da også, om de kan holde dampen oppe, eller om de blot havde en sæson, hvor der blev leveret lidt over evne.

Man kan sige, hvad man vil om A-League og dennes struktur, men intet er ihvertfald givet på forhånd.


DE 10 HOLD OG BUD PÅ PLACERING

I det følgende vil jeg gennemgå alle 10 hold i A-League, deres aktuelle transfers ind og ud, og komme med et bud på en slutplacering i grundspillet.

 

Adelaide United
2017/2018: 5.-plads
Slutspil: Elimination Finals 

Transfers ind: Ken Ilsø, Michael Jakobsen, Craig Goodwin, Ben Halloran, Scott Galloway

Transfers ud: Mark Ochieng, Ben Garuccio, Ersan Gülüm, Johan Absalonsen, Daniel Adlung, Djengis Cavusevic

Adelaide var ikke spået en stor sæson sidste år, og det blev det heller ikke. The Reds’ sæson var præget af stor ustabilitet, dårligt spil og meget sjældent den helt store underholdning. Alligevel endte det hele dog med en plads i slutspillet, hvor man dog allerede måtte takke af i 1. runde efter nederlag til de senere mestre fra Melbourne Victory.

De rødklædte fra Adelaide er en af A-Leagues danskerklubber. Nok har man sagt farvel til Johan Absalonsen, der er rejst hjem til Haderslev og SønderjyskE, men til gengæld har Michael Jakobsen skiftet Melbourne City ud og har sluttet sig til Adelaide, hvor han også bliver holdkammerat med Ken Ilsø.

Adelaides trup til den kommende sæson ligner ikke en, der for alvor kan spise jordbær med de store. Der er kommet fine spillere, som Michael Jakobsen og Craig Goodwin til, men samtidig har man også sagt farvel til Daniel Adling og Ersan Gülüm. Det ligner status quo for The Reds, der dog kan drage fordel af, at Marco Kurz’ system efter et års implementering nu må begynde at sidde.

 

Brisbane Roar
2017/2018: 6.-plads

Slutspil: Elimination Finals

Transfers ind: Stefan Mauk, Stefan Nigro, Tobias Mikkelsen, Adam Taggart, Dylan Wenzel-Halls, Aléx Lopez

Transfers ud: Corey Gameiro, Corey Brown, Ivan Franjic, Fahid Ben Khalfallah, Massimo Maccarone, Jade North, Mitchell Oxborrow

 Brisbane Roar har haft et spændende transfervindue, hvor klubben har formået at hente kvalitet ind. Dygtige offensive spillere som Stefan Mauk, Tobias Mikkelsen og Adam Taggart er hentet til. Ikke mindst sidstnævnte, der erstatter Massimo Maccarone, er en klassesigning. Den kan komme til at betyde en klar fremgang i forhold til sidste sæson, hvor man kun lige kom i slutspillet og efterfølgende røg ud med det samme.

Med tre mesterskaber og to Premiers Plates i bagagen, er Brisbane en af de mest succesrige klubber i Australien, og truppen indeholder efterhånden tilpas meget kvalitet til, at de igen kan komme til at spille en rolle i ligaen. Om det sker, det må de kommende syv måneder vise.

 

Central Coast Mariners
2017/2018: 10.-plads
Slutspil: Deltog ikke

Transfers ind: Jack Clisby, Corey Gameiro, Matt Simon, Jonathan Aspropotamitis, Mario Shabow, Joe Gauci, Michael McGlinchey, Kalifa Cissé, Matthew Millar, Josh Macdonald, Jorda Murray, Tommy Oar, Aiden O’Neill, Ross McCormack

Transfers ud: Lachlan Wales, Storm Roux, Joshua Rose, Trent Buhagiar, Daniel De Silva, Tom Glover, Wout Brama, Josh Bingham, Jacob Poscoliero, Blake Powell, Liam Rose, Peter Skapetis, Alan Baró

Der har været dømt hovedrengøring i Central Coast Mariners i pausen. Intet mindre end 14 nye spillere er kommet til, mens 13 har forladt klubben. Det er sjældent positivt at lave en sådan udskiftning i spillertruppen, da samspillet og relationerne ofte kan mangle. I dette tilfælde er der dog tale om en markant kvalitetsmæssig fremgang i truppen for Mariners.

Spillere som Matt Simon, Michael McGlinchey og Kalifa Cissé ligner solide signings, mens man I Tommy Oar og Ross McCormack har lavet deciderede scoops. McCormack var i sidste sæson skadeserstatning for Bruno Fornaroli i Melbourne City, hvor han lavede imponerende 14 mål i 17 kampe, og hans topscorerpotentiale kan blive dét, der rykker CCM op i blandt de bedste.

Vi skal helt tilbage til 2013/2014 for at finde seneste placering i top-6 for Central Coast. Siden da er det blot blevet til 8.-10.-pladser. Måske i år endelig kan blive året, hvor den sympatiske klub med palmerne på stadion træder i karakter igen.

Melbourne City
2017/2018: 3.-plads
Slutspil: Semi Finals

Transfers ind: Michael O’Halloran, Riley McGree, Lachlan Wales, Rostyn Griffiths, Florin Berenguer, Mark Birighitti, Curtis Good, Anthony Caceres, Ritchie De Laet

Transfers ud: Michael Jakobsen, Stefan Mauk, Oliver Bozanic, Dean Bouzanis, Denis Genreau, Marcin Budzinski, Christian Cavallo, Manny Muscat, Nick Fitzgerald, Bruce Kamau, Ruon Tongyik, Daniel Arzani

Hver eneste sæson tænker man: “Nu må det da være Melbourne Citys tur til at vinde mesterskabet!”, men hver gang, så går det alligevel galt for klubben. I sidste sæson så de igen ud til at have truppen til at gå hele vejen, men det blev alligevel kun til en 3.-plads i grundspillet og en semifinaleplads i slutspillet. Og dermed forblev Citys trofæskab gabende tomt noget tid endnu.

Er 2018/2019 så Melbourne Citys sæson? Én ting er ihvertfald sikkert: Truppen er til det.

Henover pausen har den ambitiøse klub, der er en del af den verdensomspændende City Football Group, der også tæller Manchester City, New York City FC, japanske Yokohama Marinos, Atlético Torque fra Uruguay og Girona, der spiller i La Liga, fået handlet rigtigt fornuftigt ind. Med signings af målmanden Birighitti, defensivspillerne Rostyn Griffiths og Ritchie De Laet og ikke mindst Riley McGree og Michael O’Halloran i offensiven, så ligner det et rigtigt slagkraftigt hold, der er stablet på benene.

Spørgsmålet er blot, om det er nok til at lukke det hul på 21 point, de havde til 1.-pladsen i sidste sæson.

 

Melbourne Victory
2017/2018: 4.-plads
Slutspil: Grand Final

Transfers ind: Corey Brown, Storm Roux, Georg Niedermeier, Keisuke Honda, Ola Toivonen, Raúl Baena

Transfers ud: Rhys Williams, Christian Theoharous, Stefan Nigro, Pierce Waring, Besart Berisha, Leroy George, James Donachie, Mitch Austin, Cameron McGilp, Mathias Sanchez

Melbourne Victory var en af de helt store skuffelser i sidste sæson - lige indtil slutspillet.
Her blev en 4.-plads i grundspillet, hele 23 point efter 1.-pladsen, omdannet til et mesterskab via sejre over Adelaide, Sydney FC og til sidst Newcastle Jets i The Grand Final. Det fortæller lidt om den noget urimelige struktur i Australien, hvor man reelt kan blive guldvinder via en 6.-plads, hvis alt bare klapper i slutspillet.

Siden sidste sæson, har Victory sagt farvel til Besart Berisha og Leroy George. Dette kommer jeg ind på senere i denne gennemgang af den nye sæson. Til gengæld har man lavet en kæmpe signing i Keisuke Honda, mens svenske Ola Toivonen er hentet som direkte erstatning for Berisha. Det ser ganske fornuftigt ud, og Victory, der nu er i besiddelse af den dyreste trup i ligaen, bør være en af de helt store favoritter til mesterskabet igen.

Newcastle Jets
2017/2018: 2.-plads
Slutspil: Grand Final

Transfers ind: Matthew Ridenton, Mitch Austin, Jair, Kaine Sheppard, Lewis Italiano

Transfers ud: Patito Rodriguez, Riley McGree, Wayne Brown, Mario Shabow, Jack Duncan

Newcastle Jets. Sidste sæsons helt store oplevelse.

Jeg havde personligt rated Jets til at slutte på 9.-pladsen, men de tog fusen på ikke bare mig, men alle andre, da de fra dag ét lagde sig helt med frem i førerfeltet. Og her forblev de igennem hele sæsonen, hvor de, som de eneste, var i stand til at give Sydney FC lidt modstand i topstriden. I slutspillet gik de hele vejen til The Grand Final, hvor de desværre måtte give fortabt til den noget større, og mere erfarne, klub, Melbourne Victory.

Jets henrykkede med deres offensive og meget underholdende spil i 2017/2018, og eftersom at der ikke har været så meget gang i svingdøren hos dem, som hos så mange andre, så bør der være gode chancer for, at de kan bevare den positive fremgang, de har sat i værks.

I sommerens vindue har klubben hentet angriberen Jair ind. Han bliver en meget vigtig brik, for Jets må undvære den normale angriber Roy O’Donovan i godt en tredjedel af grundspillet. Ireren fik direkte rødt i The Grand Final, hvor han sparkede en Victory-spiller i hovedet i en duel, og den aktion takserede det australske forbund til en karantæne på hele 10 spilledage. Han har afsonet to af disse i FFA Cup’en, men vil altså tidligst være klar til at spille igen i Runde 9, der ligger Lillejuleaften. Det er et stort tab for Jets, som også har sagt farvel til Riley McGree efter endt lejeophold.

Fundamentet er på plads i Newcastle Jets, men det ligner endnu, at de lige mangler det sidste.

 

Perth Glory
2017/2018: 8.-plads
Slutspil: Deltog ikke

Transfers ind: Ivan Franjic, Jason Davidson, Chris Ikonomidis, Juande, Fabio Ferreira, Tomislav Mrcela, Matthew Spiranovic, Tando Velaphi, Brendon Santalab

Transfers ud: Adam Taggart, Riley Warland, Xavi Torres, Andreu, Joseph Mills, Jeremy Walker, Joe Knowles. 

Jeg har alle dage haft et svagt punkt for Perth Glory. Årsagen kender jeg dårligt selv, men der er blot et eller andet over den vestaustralske klub, der så gerne vil underholde og imponere, men som aldrig vinder noget.

Det var heller ikke tilfældet i sidste sæson, hvor Perth leverede en omgang slatten fodbold, og hvor tingene meget sjældent hang sammen. Der manglede en rød tråd i spillet og en stabilitet, som holdet aldrig nåede at finde. På intet tidspunkt i grundspillet vandt Perth mere end to kampe i træk, og dermed sluttede sæsonen med en ligegyldig 8.-plads og gik på tidlig sommerferie.

Perth har holdt på Andy Keogh, Chris Harold og Diego Castro henover sommeren, mens man dog har måtte se holdets bedste angriber, Adam Taggart, rejse til Brisbane. Ham har man forsøgt at erstatte med Brendon Santalab, der har en gudsbenådet målnæse, men som også, ligesom Castro, er oppe i alderen. Både Santalab og Castro er gået hen og blevet 36 år, og deres niveau og evne til at spille for fuld damp, er nedadgående.

Det ligner på mange måder en standard Perth-sæson. De vil i perioder henrykke, slå de store og give forhåbninger om mere, men ustabile resultater og mangel på defensiv struktur, vil formentlig betyde endnu en sæson i den tungere del af ligaen.

Sydney FC
2017/2018: 1.-plads
Slutspil: Semi Finals

Transfers ind: Siem de Jong, Daniel De Silva, Adam le Fondre, Jop van der Linden, Trent Buhagiar

Transfers ud: Jordy Buijs, Luke Wilkshire, David Carney, Fabio Ferreira, Anthony Kalik, Adrian Mierzejewski, Matt Simon, Bobô

Det lignede et stensikkert mesterskab til Sydney FC, da de i sidste sæson tromlede alt og alle i grundspillet. Efter 21 kampe havde The Sky Blues kun tabt en enkelt kamp, og selvom Newcastle Jets forsøgte, så kunne ingen følge med dem. Da de indledende 27 kampe var spillet førte Sydney FC med 14 point ned til Newcastle og 21 til Melbourne City på 3.-pladsen. I slutspillet gik det dog galt, da man i semifinalen skulle op imod Melboune Victory, der, efter en intens og tæt kamp, kunne tage billetten til The Grand Final.

Siden sidste sæson har man sagt farvel til markante profiler i Sydney FC, hvor både topscorer Bobô og vicetopscorer Mierzejewski har fundet nye græsgange. Selvom man har været dygtige den anden vej, hvor navne som Siem de Jong, Daniel De Silva og Adam le Fondre er hentet til, så ligner det et svækket Sydney FC-mandskab til denne sæson. Dette, sammenholdt med, at de skal spille Champions League sidst på sæsonen, gør, at vi måske kan komme til at se et knap så dominerende Sydney-hold i denne sæson.

 

Wellington Phoenix
2017/2018: 9.-plads
Slutspil: Deltog ikke

Transfers ind: Michal Kopczynski, David Williams, Mitch Nichols, Filip Kurto, Steven Taylor, Max Burgess

Transfers ud: James McGarry, Marco Rossi, Andrija Kaluderovic, Adam Parkhouse, Lewis Italiano, Tando Velaphi, Matthew Ridenton, Keegan Smith, Michael McGlinchey, Logan Rogerson, Matija Ljujic, Goran Paracki, Scott Galloway

Wellington Phoenix sluttede sidste sæson på 9.-pladsen, hvilket var lige efter bogen. Ligaens newzealandske indslag har ganske enkelt ikke kvaliteterne til at slutte højere, og det ligner det heller ikke er tilfældet i denne sæson.

Faktisk ser Wellington svækkede ud. Og det er i forhold til det hold, der tabte 16 af 27 kampe i sidste sæson. Med afgange af Andrija Kaluderovic, Lewis Italiano, Marco Rossi, Michael McGlinchey og Matija Ljujic, så er holdet blevet handicappet ret voldsomt. Især fordi, at man ikke har lavet en eneste wow-signing, men derimod hentet spillere fra 2. eller 3. hylde. 

Lidt interessant er signingen af David Williams dog. Nogle vil måske kunne huske ham for sin tid i Brøndby IF, ligesom han også nåede at spille fire sæsoner i Melbourne City. Han kommer til fra ungarske Szombathelyi Haladas, hvor han faktisk havde god succes med 20 scoringer på to en halv sæson.

 

Det ændrer dog ikke på det åbenlyse: Wellington bliver igen bundhold.

Western Sydney Wanderers
2017/2018: 7.-plads
Slutspil: Deltog ikke

Transfers ind: Danijel Nizic, Nick Fitzgerald, Bruce Kamau, Ruon Tongyik, Patrick Ziegler, Alexander Baumjohann, Tarek Elrich, Jordan O’Doherty, Rashid Mahazi

Transfers ud: Alvaro Cejudo, Michael Thwaite, Brendon Santalab, Chris Ikonomidis, Steven Lustica, Jack Clisby, Jonathan Aspropotamitis

Rosinen i pølseenden, i denne gennemgang, er Western Sydney Wanderers, der i sidste sæson lige netop glippede en plads en slutspillet. En noget skuffende 7.-plads blev enden på en sæson, hvor tingene ikke for alvor formåede at gå op i en højere enhed.

Bruce Kamau, Patrick Ziegler og Alexander Baumjohann er kommet til, mens man har formået at holde på angriber Oriol Riera. Dermed ser truppen egentlig nydelig ud, selvom både Chris Ikonomidis og Brendon Santalab er rejst til Perth, og dermed svækket offensiven en del.

Følelsen omkring Western Sydney herfra er, at de kommer til at være en kandidat til top-6, men at der skal kæmpes hårdt for det.

 

Ovenstående opsummeret gør, at dette er et forsigtigt bud på en slutstilling i 2018/2019.

1. Melbourne Victory

2. Sydney FC

3. Newcastle Jets

4. Melbourne City

5. Brisbane Roar
6. Central Coast Mariners
7. Western Sydney FC

8. Adelaide United
9. Perth Glory
10. Wellington Phoenix

 

TOP-10 TILGANGE
I dette afsnit vil de 10 største transfers blive gennemgået. Det kan både være spillere ude fra, men også handler internt mellem de australske klubber.

Keisuke Honda (Melbourne Victory)
Signingen af Keisuke Honda er uden tvivl det største scoop denne sommer.
Japaneren, der har tæt på 100 landsholdskampe på CV’et, har tidligere i karrieren spillet i bl.a. CSKA Moskva og den italienske storklub AC Milan.

Honda har det seneste år slået sine folder i den mexicanske klub Pachuca, hvor han nåede 10 scoringer i 29 kampe. Ligeledes var den 32-årige midtbanespiller også med Japan til VM i Rusland, hvor han, trods begrænset spilletid, alligevel fik et enkelt mål på sin kappe.

Det er et tegn på, at han stadig kan være med på et ganske højt niveau. Også niveauet over A-League, hvilket giver rigtigt fornuftige indikationer på, at han kan blive den allerstørste profil i den kommende sæson. Dette er der også behov for, efter at Melbourne Victory, siden sidste sæson, har sagt farvel til Leroy George.

 

Siem de Jong (Sydney FC)

29-årige Siem de Jong er hentet ind som erstatning for Adrian Mierzejewski, der i sidste sæson var en af Sydneys helt store spillere. Og kan hollænderen genfinde sit tidligere niveau, så ligner det ganske enkelt en klassesigning, der er begået her.

Fra 2010-2014 var de Jong en kæmpe profil for Ajax Amsterdam, men siden da begyndte tingene af løbe lidt af sporet for den kreative midtbanespiller. Et skifte til Newcastle United i sommeren ’14 gik ikke helt efter planen, og efter to sæsoner, og kun 600 minutters Premier League-fodbold, rejste Siem de Jong hjem til Holland, hvor han blev lejet ud til PSV Eindhoven; Ajax’ rival.

19 kampe og 6 mål senere var de Jong igen at finde i Ajax Amsterdam, der købte ham til spotpris, men det blev aldrig helt godt, og vejen til startopstillingen var for lang. Det har sendt ham til Australien på en lejeaftale, og her bliver der rig mulighed for at kickstarte en karriere, der stadig har 4-6 år i sig endnu.

Ross McCormack (Central Coast Mariners)

Da Bruno Fornaroli i ugerne op til sidste sæsons begyndelse blev skadet, valgte Melbourne Citys ledelse af signe Ross McCormack som skadeserstatning. Det blev et ophold med succes, og efter 17 optrædender havde den iltre skotte fundet vej til nettet imponerende 14 gange. Omkring nytår var Fornaroli dog igen skadesfri, og det gjorde, at McCormack igen rejste hjem til Aston Villa, hvor han dog ikke er i betragtning til spilletid.

Hos Central Coast Mariners har man derfor valgt at gribe bolden, og lavet lidt af et scoop ved at hive den målfarlige angriber ind på en 1-årig aftale. Selvom målchancerne formentlig bliver færre og antallet af mål næppe ligger på omkring ét pr. kamp, så kan McCormack blive nøglen til succes for den trængte klub.

Jair (Newcastle Jets)
Et af de mere spændende nye navne i den australske liga, er Newcastle Jets’ nyindkøb, Jair.
Den brasilianske angriber kommer til som supplement til Roy O’Donovan, der er i karantæne frem til jul, og der er ganske store forventninger til sydamerikaneren.

Jair kommer til fra den kinesiske klub Yanbian Funde, hvor han aldrig rigtig fik sit gennembrud. En smule overraskende faktisk, for inden da havde han, med stor succes, bombet mål ind for både Jeju United og Jeonnam Dragons i den bedste sydkoreanske liga. En liga, der er lige et halvt niveau over den australske. Hos Jeonnam Dragons nåede han 26 scoringer i 55 kampe, og kan han holde et nogenlunde ens målsnit i A-League, så kan han blive et særdeles interessant bekendtskab.

 

Jop van der Linden (Sydney FC)
Det skal ikke gå op i offensivspillere det hele, for der er rent faktisk også hentet dygtige defensive spillere til. I Sydney FC har man eksempelvis hentet Jop van der Linden, der har en rigtig fin karriere bag sig med masser af kampe i Æresdivisionen.

Igennem de seneste sæsoner, har van der Linden spillet hos både Vitesse, AZ Alkmaar, Go Ahead Eagles og senest Willem II, og opbygget en masse vigtig rutine. Med en alder på kun 28 år, en god statur, samt kampe på langt højere niveau, end det vi finder i Australien, kan han blive en vigtig brik for The Sky Blues i 2018/2019.

 

Ola Toivonen (Melbourne Victory)
Vi har set rigtigt mange danskere i A-League igennem de seneste sæsoner, mens nordmændene og svenskerne har holdt sig lidt mere tilbage. Nu har Melbourne Victory dog lavet en rigtig lækker handel ved at hente den svenske angriber Ola Toivonen til.

Toivonen, der fik sit store gennembrud i Malmø FF tilbage i slutningen af sidste årti, har igennem karrieren været forbi PSV Eindhoven, Rennes, Sunderland, Toulouse og nu altså Melbourne Victory. Efter A-League standard er han et decideret scoop, og en spiller, der kan være med til at løfte den tunge arv efter Besart Berisha.

Under VM i Rusland spillede Toivonen fem kampe fra start for nationalmandskabet og scorede et enkelt mål. Ligeledes var han fast mand i kvalifikationen, hvor det blev til 10 kampe og 3 scoringer. Der er masser af krummer i den store svensker endnu, og han ligner en gave til ligaen.

 

Adam Taggart (Brisbane Roar)

Brisbane Roar har, efter min mening, lavet en af transfervinduets allerbedste handler. Og de behøvede ikke engang kigge udenlands for at gøre det, men blot flyve til Perth i det vestligste Australien, pakke Adam Taggart ned i kufferten og tage ham med hjem til Suncorp Stadium.

25-årige Taggart brød for alvor igennem, da han i 2013/2014-sæsonen nettede 16 gange for Newcastle Jets i kun 25 kampe. Den sæson sikrede ham en kontrakt i engelske Fulham, hvor han, desværre som vi ofte ser det, ikke slog igennem. Efter et kort ophold i skotske Dundee United, vendte angriberen igen hjem til Australien, hvor Perth Glory stod klar med åbne arme. Fornuftigt valg, for allerede i første sæson nettede han 12 gange i 24 kampe for Glory, mens han i sidste sæson fandt nettet 9 gange i 14 kampe.

Taggarts største problem er, at han simpelthen er lavet af glas. Sidste sæson blev ødelagt meget af skader, der holdt ham ude i næsten halvdelen af alle kampe, men da han så var klar, og fik spilletid, så var han nærmest sikker målscorer hver gang.

Fantastisk spiller, og kan han holde sig fri af skader, så har vi en potentiel ligatopscorer her.

Riley McGree (Melbourne City)

Der er mange spændende spillere i A-League, og en af dem er unge Riley McGree. Den kun 19-årige midtbanespiller blev i sommeren ’17 solgt fra Adelaide til belgiske Club Brügge for et næsten åndsvagt beløb på 300.000 kr. Belgierne ser dog ikke ud til at ville satse på ham, og derfor blev han i sidste halvdel af sidste sæson lejet ud til Newcastle Jets, hvor han til gengæld trak overskrifter.

Udover at score 5 mål i 12 kampe, så gik det ene af målene også viralt på internettet, da han i slutspillets semifinale lavede et helt vanvittigt skorpionspark imod Melbourne City, og dermed vendte kampen, der i sidste ende gjorde, at Jets gik i The Grand Final.

McGree indeholder vanvittigt meget kvalitet, og selvom det kun er et lejemål, så ligner denne signing en af sæsonens bedste.

 

Chris Ikonomidis (Perth Glory)

En af de øvrige interne handler, der er foregået, og hvor den købende klub har lavet lidt et scoop, er Perths signing af Chris Ikonomidis.

Nogle kan måske huske ham fra hans ophold i danske AGF, hvor han ikke for alvor strålede, men alligevel gav glimt af sine evner. Det gjorde han ihvertfald i sidste sæson hos Western Sydney Wanderers, hvortil han var udlejet fra italienske Lazio. Ikonomidis spillede sidste halvdel af sæsonen hos Sydney-klubben, hvor det blev til 10 kampe og 3 mål.

Offensivspilleren er hentet på en permanent kontrakt, og bliver en del af en offensiv bestående af Diego Castro, Andy Keogh, Brendon Santalab og Chris Harold. På et meget fremadrettet mandskab som Perths, der praktiserer offensiv fodbold, kan han blive en kæmpe gevinst.

Ritchie De Laet (Melbourne City)
Sidste mand på listen over de helt gode handler er Melbourne Citys nye defensive anker, Ritchie De Laet.

Den belgiske forsvarsspiller har en fortid i klubber som Manchester United, Stoke City, Norwich, Leicester og Aston Villa. Han har en god portion Championship- og Premier League-kampe på CV’et, og har en alder på blot 29 år, hvilket må siges at være et kæmpe plus. Der er mange gode år i ham endnu.

Melbourne City har bl.a. mistet Michael Jakobsen og Manny Muscat i defensiven i pausen, og netop bagkæden har tidligere været holdets akilleshæl. Det skal De Laet, der både kan spille midterforsvarer og højre back, være med til at styrke.

 

TOP-5 AFGANGE
Nedenfor tages en gennemgang af de 5 bedste spillere, der har sagt helt farvel til A-League for at søge nye udfordringer udenfor Australien. Der har været mange afgange, men heldigvis kun 5 af de helt store profiler, hvorfor kun disse gennemgåes.


Bobô (Sydney FC)
Når vi snakker massive afgange, så kommer vi ikke uden om Sydney FCs brasilianske topscorer, Bobô. Skarpretteren nåede 42 mål og 10 assists i 57 kampe for klubben, og han bliver nærmest umulig at erstatte. Spillere, der er indblandet i næsten ét mål pr. kamp, hænger ikke på træerne.

Det tungeste i denne sag, for Sydneys fans, må næsten være, at den sydamerikanske angriber faktisk havde forlænget sin kontrakt med klubben. Et kontrakt-tilbud fra tyrkiske Alanyaspor kunne han, eller Sydney, dog ikke sige nej til, og dermed blev overgangen en realitet.

Brasserens direkte erstatning er den engelske angriber Adam le Fondre, der tidligere har scoret masser af mål i de engelske rækker.

 

Besart Berisha (Melbourne Victory)
Når man siger A-League, så tænker de fleste også pr. automatik på Besart Berisha.
Syv sæsoner i den bedste australske række blev det til for kosovo-albaneren, der efter sidste sæson skiftede dingoer ud med sushi, da han tog skridtet videre til Japan og Sanfrecce Hiroshima.

Det blev i alt til 206 kampe for Brisbane Roar og Melbourne Victory med 124 mål og 20 assists, i alle turneringer, til følge, inden Berisha altså valgte at hive teltpælene op og prøve sig af i en anden liga. Med 116 mål alene i A-League vil han formentlig altid stå som noget af en legende downunder.


Adrian Mierzejewski (Sydney FC)

Den polske offensivspiller Adrian Mierzejewski blev nævnt i sidste års optakt, som en af de meget spændende nye spillere at følge i sæsonen, der skulle til at begynde. Og man må sige, at den forudsigelse var spot on, for han tog ganske enkelt A-League med storm.

Desværre blev det ikke til en forlængelse med den 31-årige polak, der var en af Sydneys allervigtigste spillere i sidste sæson. 13 mål og 9 assists havde han på sin kappe, da han stemplede ud og rejste til kinesiske Changchun Yatai, hvor han i øvrigt er strøget direkte ind på holdet og etableret sig som en profil.

 

Daniel Arzani (Melbourne City)

De fleste, der fulgte med på min Twitter-side (@ALeagueDK) i sidste sæson, opdagede nok, at jeg havde svært ved at skjule min begejstring for unge Daniel Arzani. Den lille vævre offensivspiller har simpelthen så meget star-quality over sig, at det var åbenlyst for enhver, at han spillede i A-League på lånt tid.

Efter at være blevet udtaget til Australiens VM-trup, kom der da også gang i interessen, og det var ikke overraskende Melbourne Citys engelske søsterklub, fra den lyseblå del af Manchester, der overtog kontraktrettighederne på teenageren. Meget i lighed med, da de hentede Aaron Mooy for et par år siden. I Mooys tilfælde blev han hurtigt udlejet til Huddersfield, og senere solgt til samme, og for Arzani er noget lignende ved at udspille sig. Han er omgående blevet udlejet til skotske Celtic, hvor han dog, i skrivende stund, stadig har sin Premiership-debut til gode.

Ærgerligt tab for A-League, men godt skifte for Arzani, der har kvalitet til at blive en af Australiens helt store spillere.

Leroy George (Melbourne Victory)

Udover Besart Berisha, så har Victory også sagt farvel til Leroy George. Hollænderen var en stor del af årsagen til, at Melbourne-klubben endte med at vinde gå hele vejen til The Grand Final og tilmed vinde den. I løbet af sæsonen nettede offensivspilleren 9 gange og leverede intet mindre end 13 assists.

George var dog ude, kort efter sæsonen var slut, og kritisere niveauet i A-League, og indikere kraftigt, at han ville væk. Det ønske blev opfyldt, da Bani Yas, fra de Arabiske Emirater, stod klar med en lukrativ kontrakt til den 31-årige spiller, der formentlig har interesse i at få fyldt lommerne inden karrieren helt går på hæld.

 

Et kæmpe løft for ligaen med en spiller af hans kaliber, og han vil blive savnet.

 

DANSKERNE I A-LEAGUE
De seneste sæsoner har danskerne nærmest invaderet den australske liga. I det følgende kommer der er en kort gennemgang af de nuværende rød/hvide spillere downunder.


Ligaen har sagt farvel til Johan Absalonsen, der igen er rejst hjem til Danmark. Absalonsen havde en god sæson i Adelaide sidste år… når han spillede. Desværre blev rigtigt meget af sæsonen spoleret af skader, og derfor nåede han blot 837 minutters fodbold i ligaen. Det til trods, så blev det til 6 scoringer i ligaen og 2 scoringer i FFA Cup’en. Hvem ved, måske havde vi haft en udfordrer til topscorertitlen, såfremt han havde formået at spille fuld tid.

Uanset hvad, så er Adelaide tilsyneladende godt tilfredse med danske vikinger. De har til den nye sæson sikret sig Ken Ilsø, der er kommet til efter at have turneret Asien tynd siden 2014. Den 31-årige offensivspillers karriere har, udover europæiske klubber som SønderjyskE, FC Midtjylland, Fortuna Düsseldorf og Bochum, bragt ham forbi Guangzhou R&F (Kina), Home United (Singapore) og senest Kedah og Penang FA (Malaysia). I både Singapore og Malaysia har Ilsø haft stor succes og i alle tre sæsoner i disse lande, har han været med helt fremme på topscorerlisten og holdt et snit på 0,79 mål pr. kamp.

 

Ilsø har ikke lagt skjul på, at de forholdsvis høje lønninger i Asien, er grunden til, at han ikke er vendt hjem til Danmark endnu. Herudover er han blevet døbt “King Ken” derude, og nyder en enorm stjernestatus, som næppe ville være den samme hjemme i Danmark. I Malaysia var et af trækplastrene også, at der er en enorm eufori omkring fodbold, og at det ikke var uvant at spille for 30.000-35.000 tilskuere til en normal ligakamp og eksempelvis 70.000 i pokalfinalen.

 

Det er svært at spå om Ilsøs ophold i Australien, men set i lyset af, at han allerede har bevist sig i flere af de mindre asiatiske ligaer, og faktisk også nåede 2 scoringer på 612 minutters spilletid i den bedste kinesiske række, så bør han have gode chancer for at slå igennem i A-League og markere sig som en profil.

 

En, der allerede er en profil, er Michael Jakobsen. Efter to succesfulde sæsoner i Melbourne City, er den rutinerede forsvarsspiller rykket til Adelaide. I Melbourne etablerede Jakobsen sig som en af ligaens allerbedste midterforsvarere, og det er lidt af et scoop for de rødklædte at have fået ham i hus.

 

Danskeren, der har en lang karriere med bl.a. AaB, Almeira, FC København, Esbjerg og Lillestrøm på CV’et, bør uden problemer gå direkte ind i start-11’eren hos Adelaide og spille sæsonen fuldt ud. Skiftet vil formentlig passe Jakobsen bedre, da han nu er kommet til en klub, hvor der er noget mere fokus på defensiven, end det var tilfældet i Melbourne City.

Adelaide er ikke den eneste danskerklub i A-League. Hos Brisbane Roar har man også kastet sin kærlighed på de rød/hvide farver, hvor Thomas Kristensen påbegynder sin 3. sæson hos de tidligere tredobbelte mestre. I 2016/2017 var danskeren en af ligaens største midtbaneprofiler, og han spillede en fremragende sæson, hvor han var kraftigt medvirkende til en flot 3.-plads i grundspillet og en semifinaleplads i slutspillet.

 

Sidste sæson var dog noget sværere for den nu 35-årige midtbaneslider, der var hårdt ramt af skader, og derfor kun spillede 2/3 af sæsonen. Herudover spillede Brisbane en omgang sløj fodbold, hvor meget lidt fungerede for holdet.

 

Kristensen er fit nu, og klar til det, der meget vel kunne være hans sidste sæson i karrieren. Kontrakten med Roar løber til slutningen af den nye sæson, og til den tid vil Thomas Kristensen have fejret sin 36 års fødselsdag.

Om ikke andet, så får Thomas Kristensen en at dele leverpostejsmadder og snakke dansk med i den kommende sæson. Brisbane kunne i maj måned offentliggøre, at de havde skrevet kontrakt med Tobias Mikkelsen, der kommer til fra FC Nordsjælland, hvor han har spillet hovedparten af sin karriere.

 

Mikkelsen, der efterhånden er blevet 32 år, er hentet til for at styrke Roars offensiv. Her skal han indgå i samarbejde med bl.a. Adam Taggart og Brett Holman, og alt i alt ser det ganske stærkt ud.

 

Danskeren har aldrig været nogen bomber, og det vil nok være for meget at forlange et voldsomt målsnit fra ham, men så har han i stedet mange andre kvaliteter. Alderen og erfaringen fra danske klubber, samt ophold i Greuther Fürth og Rosenborg, kan bringe noget lederskab i Brisbanes offensiv. Herudover er Tobias Mikkelsen ofte at finde i oplæggerens rolle, og kan han få stablet et godt samarbejde på benene med den skarpe Taggart, vil de kunne indgå i en dødelig duo.

FREMTIDENS A-LEAGUE
A-League får fra næste år, i sæsonen 2019/2020, en lille make-over, når en længe ventet udvidelse af ligaen kommer til at finde sted. Det har længe været et ønske i Australien at øge antallet af klubber i den bedste række, og dette blev i februar 2018, efter flere års tovtrækkeri, endelig besluttet.

 

Derfor vil der efter den kommende sæson blive tilføjet hele to nye hold til A-League, hvilket bringer antallet af klubber op på 12 fra de nuværende 10.

 

15 konsortier har afgivet bud på en plads i A-League, og som en anden omgang X-Factor er der stille og roligt blevet siet nogle svage led fra. Først fra 15 til 10, og nu er den endelige gruppe finalister barberet ned til 8. Blandt disse skal de to hold, der skal være en del af fremtidens A-League findes. Det er ikke fodboldklubber, som sådan, men derimod konsortier, der har budt, og meget af udvælgelsen kommer til at gå på deres finansielle situation, opland i forhold tilskuere, sponsorer og deslige. Hvad fodboldklubben så ender med at hedde, det er sekundært. Det er moderne fodbold, når det er bedst.

 

Finalisterne, der skal kæmpe om de to pladser, kan ses herunder. Hvem der ender med at skulle deltage i fremtidens A-League bliver besluttet d. 31. oktober 2018, hvor det australske fodboldforbund, The FFA, melder ud.

South West Sydney Macarthur
Southern Expansion
Wollongong Wolves
Team 11
South Melbourne
Western Melbourne Group
Ipswich Pride FC
Canberra & Capital Region

 

Alt dette kommer til at fylde i næste års A-League optakt, men I kan selvfølgelig følge med på Twitter-profilen (@ALeagueDK) for løbende updates.

 

BETTING OG SPILFORSLAG

De seneste to sæsoner, har jeg haft stor succes med spilforslag fra den australske liga. De, der fulgte spillene sidste år, vil nok kunne huske, at sæsonen endte med et stort afkast.

Sæsonen 2017/2018 i tal.

Antal spilforslag: 344
Profit: 292,00 units
Return of Investment (ROI): 27,55%

 

Med andre ord, så havde man haft et overskud på 29.200 kr., hvis man havde fulgt spilforslagene med 100 kr. som ens unit-størrelse. Eller 14.600 med 50 kr. pr. unit.

 

Der lægges et stort arbejde i disse spil. Selve analysen tager ikke lang tid at skrive, men research, forståelse for ligaen, kendskab til spillere, trænere og historik, samt evnen til at finde det helt rigtige spil, det er tidskrævende.

 

Derfor er det rigtigt ærgerligt, når udefrakommende stjæler ens arbejde og udgiver det som deres eget. Desværre oplevede vi i sidste sæson, at nogle folk ude bag skærmene har lange fingre, og ikke kunne holde dem for sig selv, hvorfor flere af analyserne og spillene blev postet på diverse Facebook-grupper og andre konkurrerende sider.

 

Vi har måtte sande, at man nok aldrig helt kan lukke ned for den slags, men man kan tage nogle forholdsregler, der - om ikke andet - besværliggører dette. Derfor har jeg besluttet, at der i 2018/2019-sæsonen ikke længere lægges spil ud til offentligt skue.

Er man interesseret i at læse spilforslag og få de bedste tips, så vil det derfor i den nye sæson koste en smule penge. Formålet er ikke, at undertegnede skal blive rig på salg af spilforslag, hvilket prisen længere nede også afspejler. Målet er at beskytte arbejdet, der ligger bag, samt spillene, der postes.

Forventningen til den nye sæson er, at der vil blive skrevet omkring 300-350 spilforslag, da det er det leje, vi har ligget i de seneste sæsoner. Sæsonen strækker sig over 7 måneder, fra midt-oktober til midt-maj, og indeholder 140 kampe, fordelt på grund- og slutspil. Herudover vil der også være mulighed for, at der postes spilforslag på andre australske kampe, f.eks. landsholdets kampe, pokalturneringen samt de australske holds Champions League-kampe.


Pris

Pris pr. måned: 149 SEK (svenske kroner) eller omregnet 106,50 DKK (danske kroner).
I forhold til det forventede antal spilforslag, så ligger vi med en pris på mellem 2 og 3 DKK pr. spil.

Årsagen til at betaling er i SEK, skyldes at spillene udbydes hos www.bettin.gs, der er en svensk side. For nemheds skyld er denne abonnementsform derfor valgt blandt allerede eksisterende standardløsninger på siden.

Hvor køber jeg adgang?
Månedsabonnementet købes igennem www.bettin.gs/aleaguedk, og betaling foregår via PayPal.
Det er desværre ikke muligt at betale med kreditkort eller MobilePay.

Betaling er forud, og du får adgang til spillene fra den dag, du bekræfter købet og en måned frem.

Klik på et af spillene på siden, og du vil herefter blive guidet igennem forløbet. Det tager ganske få sekunder.
 
Binding
Du betaler for en måned ad gangen, og vil derfor have en månedlig udgift på 149 SEK (ca. 106,50 DKK). Husk at opsige abonnementet efter sæsonen.

Abonnementet kan opsiges når som helst, men man betaler den måned ud, som man har købt.
Ønsker man at opsige abonnementet, så sletter man blot sin betalingsaftale via PayPal.

 

Gevinstgaranti?
Der er ikke gevinstgaranti.
Som alt andet her i livet, er der en risiko, og i dette tilfælde er risikoen, at sæsonens spilforslag giver underskud, eller at der er både gode og dårlige måneder. Undertegnede eller tipperen.dk refunderer ikke tab som følge af denne service.

 

De seneste sæsoner har dog vist, at det er en god forretning at følge disse spilforslag.

 

Regnskab
Regnskab vil blive ført på www.bettin.gs/aleaguedk, hvor man løbende kan se den aktuelle status.

 

Retningslinjer for spilforslag
Spilforslag vil som udgangspunkt blive postet så tidligt som muligt, så alle kan nå at deltage.
Der vil dog også blive lagt spil op i timerne op til kampstart, da vi ofte her finder overraskelserne og de helt store værdispil, eks. når startopstillinger offentliggøres.

 

Herudover er der også mulighed for enkelte livebets, hvis en profitabel spilmulighed viser sig.

 

Bookmakere
Alle bookmakere med dansk licens benyttes til spilforslag i jagten på det højeste odds og dermed mest værdi.

Spørgsmål & hjælp
Har man spørgsmål, ris eller ros, så bedes dette henvendes til @ALeagueDK. Er der spørgsmål til betalingsdelen, bedes i rette henvendelse til support@bettin.gs