Sådan vinder du på oddset – af Steffen Dam og Søren Klæstrup

12. december 2016

BT’s bet-ekspert Steffen Dam har sammen med journalist Søren Klæstrup begået en perle af en bog med ”Sådan vinder du på oddset”, som er en must read for alle med interesse i betting.

Bogen kommer på fortrinlig vis rundt i stort set alle kroge af betting-verdenen (også de mindre positive) og går meget metodisk til værks. For det er netop Dams pointe; betting handler om at træffe de rigtige beslutninger baseret på grundigt forarbejde og om at holde sig til sin strategi i stedet for at satse på fornemmelser og løse statistikker.

Og det er en af bogens store styrker.  Der tilbydes ingen smutveje til succes, ingen nemme løsninger – man fornemmer hele vejen igennem, at succes i betting kræver tålmodighed, omtanke og masser af analysearbejde.

Dams fokus er på fodbold og med eksempler fra hans egen betting-karriere, bliver man som læser ført grundigt igennem begreber, spiltyper, faldgruber, strategier, relevante hjemmesider, regnskab og meget, meget mere.

En del af disse ting gælder selvsagt også for spil på andre sportgrene - og her har Dam og Klæstrup allieret sig med eksperter indenfor amerikansk fodbold, basketball, cykling, håndbold, ishockey, tennis og Esport, der hver især har skrevet afsnit om ”deres” sportsgren.

Disse afsnit er dog kun supplementer til Dams sublime gennemgang af fodbold-betting fra A til Z, hvor selv de rutinerede/succesfulde bettere vil finde masser af inspiration og relevant info.

For alle andre er bogen en decideret guldgrube. For hvor meget betyder indbyrdes opgør egentlig? Vejret? Stemningen på stadion? Er det der med hjemmebanefordelen egentlig så ligetil? Uanset spiltypen får man en grundig gennemgang af, hvad man skal forholde sig til.

Dam er ikke bleg for at komme med eksempler på bets, hvor han selv missede væsentlige detaljer og tabte bettet – netop for at vise læseren, hvor vigtigt det er, at man er ekstrem grundig i sit analysearbejde.

Hovedparten af eksemplerne er dog vindere – fra både dansk og international fodbold. Det er voldsomt inspirende at få indblik i analyserne og man sidder gang på gang med følelsen af, at man nærmest kan eliminere de tilfældigheder, som betting nu engang er fyldt med.

Et af de allervigtigste afsnit omhandler markedet – altså alle bookmakere og spillebørser under ét. Her bringer Dam læseren ind i en verden, der er ukendt for langt hovedparten af bogens målgruppe. Der deles ud af viden, der ganske enkelt er uvurdeligt, hvis man for alvor vil tage sin betting seriøst.

Men det er egentlig kendetegnede for hele bogen. Køb den, læs den og hav den ved din side fremover, når du better.

 

Bogen kan købes her.