Dansk træner på færøsk eventyr

15. januar 2016

 

Der er stor tradition for, at det færøske landshold styres af en dansk landstræner. Gennem tiden har både Allan Simonsen, Henrik 'Store' Larsen og Lars Olsen styret landsholdet, der mest af alt er blevet kendt for at få et ganske beskedent antal point i deres kvalifikationer. Sidstnævnte træner styrer pt. holdet med hård hånd og færøsk landsholdsfodbold oplever for tiden en opblomstring under Olsens ledelse.

Det er dog imidlertidigt ikke kun på landsholdet, at danske trænere markerer sig i færøsk fodbold. Det nyeste skud på stammen er den tidligere cheftræner for Aarhus Fremad, FC Fyn og assistent i Silkeborg, Anders Gerber, der er ny cheftræner for NSI Runavik, der sidste år vandt sølv i den bedste fæørske række. Den erfarne divisionstræner har ifølge ham selv suget en masse erfaring til sig og et nyt cheftrænerjob var derfor et naturligvis skridt i hans karriere:

- Jeg har selvfølgelig suget en masse erfaring til mig fra tiden i Silkeborg. Jeg var assistent i fire år under fem forskellige cheftrænere, så jeg har lært en masse der. For mig var det vigtigt nu at komme ud og forsøge at praktisere nogle af de ting jeg har lært og prøve kræfter med cheftrænerposten igen. Det var lidt et naturligt næste skridt at tage, siger Anders Gerber til Tipperen.dk.

Med sin store erfaring fra de danske divisioner som cheftræner, og som assistent i Superligaen af et par omgange, kunne man tro, at Anders Gerber ikke ville have problemer med at finde et ganske fornuftigt job i Danmark. Den danske træner var dog ikke i tvivl da først han hørte om interessen fra NSI Runavik:

- NSI Runavik har en agent, der henvendte sig til min rådgiver om hvorvidt jeg kunne være interesseret i jobbet. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville afsted, men der var selvfølgelig en masse praktiske ting, der lige skulle gå i orden først. Jeg glæder mig dog til udfordringen, der nok er den største i min trænerkarriere, siger den nye NSI Runavik træner.

NSI Runavik vandt i sidste sæson sølv i den færøske Effodeildin-liga, men ifølge Anders Gerber er det ikke nødvendigvis en position, han forventes at kunne forbedre eller sågar forsvare:

- Runavik ved godt, at der er nogle klubber, der er stærkere rent økonomisk end dem. Runavik gør det lidt på deres egen måde og minder måske lidt om Lyngby eller FC Nordsjælland. De er meget talentorienterede og køber ikke så mange profiler - det lader de andre klubber om, forklarer Anders Gerber, der samtidig afslører, at det ikke er planen, at Runavik skal gøres til en danskerkoloni:

- Det kan da godt være, at der kommer en enkelt eller to danskere, men man kommer ikke til at se, at vi henter en håndfuld. Det ligger ikke til klubben at hente så mange spillere udefra, fortæller han.

Mens klubben ikke nødvendigvis har ambitioner om guld i den kommende sæson har Anders Gerber store ambitioner for sit eget ophold i Runavik:

- Ligesom spillere skal udvikle sig, så skal trænere også, og det er der gode muligheder for her. Jeg har fokus på at levere et så godt produkt som muligt, så klubben også rykker sig under mit ophold, fortæller Runaviks træner, der indtil videre har skrevet en kontrakt indtil november.

Ifølge Anders Gerber er han meget begejstret over den udfordring det er at være cheftræner i en anden kultur og han påpeger, at han har fuld fokus på at leve i nuet og præstere som Runavik-træner. Den helt store drøm er dog at være cheftræner for et fuldtidsprofessionelt hold:

-  Min største ambition er at få lov til at træne et fuldtidsprofessionelt hold. Men du får mig ikke til at nævne et specifikt hold, slutter Anders Gerber med et grin.

NSI Runavik starter snart træningen op og den færøske sæson begynder i starten af marts.

 

Scheuermann for Tipperen.dk