Interview med Lars Rasmussen

6. januar 2016

 

Knapt har VM-håndboldfesten i Herning lagt sig før det er tid til en ny omgang håndbold-feber. Denne gang er det herrerne, der skal i kamp og dette ved EM-slutrunden i Polen. Det danske herrelandshold er i den absolutte verdenselite, men hvor står vi egentlig forud for denne slutrunde, hvordan klarer landstræner Guðmundur Guðmundsson jobbet og hvem er egentlig favoritter til denne slutrunde?  Vi har taget en snak med landsholdets tidligere venstrefløj og nuværende Ringkøbing-træner, Lars Rasmussen.

  • Guðmundur Guðmundsson har meldt ud, at succeskriteriet for EM er en semifinale - er det ambitiøst nok?

- Ja det er det. Hvis han havde sagt kvartfinale havde jeg sagt, at det var useriøst, men semifinalen er et realistisk mål - specielt med tanke på, at Danmark nu pludselig står og mangler Rene Toft Hansen.

  • Hvad mener du helt personligt er succeskriteriet for det danske hold under dette EM?

- Som sagt er semifinalen måske et meget fornuftigt mål. Hvis vi havde haft Rene Toft Hansen  med kunne det måske have givet os et skub opad.

  • Hvis du skal nævne tre ting, der skal lykkes, hvis slutrunden skal ende med dansk succes. Hvad skulle det så være?

- Normalt taler man jo meget om "holdet", men på det danske landshold har vi bare nogle individualister, der af og til kan afgøre det på egen hånd. Her tænker jeg på Landin og Mikkel Hansen. De skal selvfølgelig ramme niveau. Derudover skal forsvaret stå ekstremt godt, så det giver os en god kontrafase, der skal fungere bedre end den gjorde til VM i Qatar.

  • Defensivt var det et kæmpe bet, at Danmark mistede Rene Toft Hansen her for nyligt. Hvad betyder det for de danske chancer?

- Rene Toft har en enorm betydning på og uden for banen. Han er krumtappen på holdet og alt er simpelthen lagt op omkring ham. Han spiller jo også for en af verdens bedste klubber, så det er klart, at det er et stort tab. Der er ingen tvivl om, at de danske chancer havde været bedre med René på holdet.

  • Hvem synes du skal tage over? Hvor stor en svækkelse er det?

- Jeg tror på, at Henrik Toft Hansen kan gå direkte ind og erstatte sin bror. Han har spillet en rigtig flot sæson i Flensborg og han har, hvad der skal til for at gå ind og gøre et godt job. Han er ikke René, men han har et niveau, der gør, at han absolut kan gøre sig i verdenstoppen.

  • EM bliver Guðmundssons anden slutrunde med det danske landshold. Hvor ser du helt konkret hans aftryk i forhold til landsholdet under Wilbek-æraen?

- Der er et par ting, der er anderledes under Guðmundsson i forhold til under Wilbek. Forsvaret er blevet en lille smule mere offensivt, men alle herrehold kører jo i princippet med offensive backs i forsvaret, men Guðmundsson vil gerne have, at det bliver endnu mere aggressivt.

Guðmundsson bruger også mere komplette "to-vejs-spillere". Det kan man se, når han vælger at bruge Mads Christiansen i angrebet i stedet for Kasper Søndergaard. Det betyder jo, at han ikke behøver lave en forsvars-angreb udskiftning. Der kan desværre godt komme til at mangle lidt kreativitet i offensiven, hvis man vælger at gøre det på den måde.

  • Hvordan synes du, at det "nye" forsvar har fungeret under Guðmundsson?

- Det er heldigvis ikke op til mig at vurdere om det er den rigtige måde at gøre det på. Men det så mere sikkert og stabilt ud under Ulrik Wilbek.

  • Under en slutrunde får en af de nyere spillere som regel sit internationale gennembrud. Det så vi med Anne-Mette Hansen til kvindernes VM. Hvem tror du brager igennem ved dette EM for det danske landshold?

- Rasmus Lauge har jo været med en del gange, men uden for alvor at slå igennem. Måske han endelig kan slå helt igennem. Det har i hvert fald været godt for ham at komme væk fra Kiel og til Flensborg, hvor der er lidt mindre pres. Forhåbentlig viser han endelig sit ypperste niveau og tager det sidste skridt op.

  • Hvem ser du som favoritter til EM-titlen? Hvorfor?

- Favoritterne vil altid være Frankrig. Hver gang man snakker om, at de er gamle og færdige, så leverer de bare stadig. Thierry Omeyer fortsætter med at levere og der kommer konstant nye gode unge spillere op. De bliver bare ved med at spytte talenter ud.

  • Hvem er outsidere?

- Der er så uhyggeligt mange gode herrehold. Frankrig er de store favoritter, men der er mange hold, der kan byde dem op til dans. Spanien og Danmark er måske de største udfordrere, men hold som Polen og Kroatien kan også komme i spil. Polen har gang i en spændende sammensætning af rutine samt ungdom og når de så samtidig har 15.000 tilskuere i ryggen, så kan det kaste store ting af sig. Det har vi tit set til slutrunder. Jeg tror eksempelvis næppe, at Qatar var kommet i VM-finalen sidste år, hvis ikke de havde været på hjemmebane.

  • Er der et hold du mener er gået under radaren og kan overraske stort?

- Til sådan et mesterskab her vil der altid være et hold, der overrasker positivt. Igen fordi der er så mange gode hold. Der er jo ingen hold, der er fuldstændig "spasme".

Mit bedste bud er Ungarn. De er ved at bygge noget rigtig flot op, og de spiller en spændende form for håndbold. Jeg har på fornemmelsen, at de kan gå ind og drille nogle af de store hold, men jeg falder sgu ned ad stolen, hvis de kommer i finalen eller noget i den stil.

Sverige er også en mulighed ligesom vi ikke ved, hvad Serbien kommer med. Og hvad med Kroatien? Dem nævner jeg jo nærmest ikke, men de er altid farlige.

  • Har du et godt bud på en topscorer ved slutrunden?

- Det er altid svært at sige. Mit bedste bud er Mikkel Hansen. Vi ved at han kommer til at score mange mål og samtidig tror jeg også, at Danmark kommer langt. Det bliver i hvert fald en spiller fra top-4. Men nok ikke Karabatic. Den type spiller er han ikke selvom det altid er ham man snakker om.

  • Hvad er dit bud på top-3 ved slutrunden?

- Frankrig vinder over Polen i finalen. Danmark snupper bronzen, hvor vi slår Kroatien i bronzekampen. Det er vi jo så vant til at gøre.

 

Spil på Frankrig som EM vinder her!

 

Scheuermann for Tipperen.dk