Optakt: Superliga 2016/2017

12. juli 2016

 

I ly af EM, Wimbledon, Tour de France og et kommende OL, starter Superligaen nu endelig op igen. Denne gang er noget dog anderledes - der er 14 hold med. Strukturen er blevet ændret til manges store fortrydelse, men kun tiden kan vise om vi får en mere konkurrencedygtig og spændende dansk liga ud af det.

Tipperen.dk klæder dig på den til kommende sæson med en gennemgang af samtlige 14 hold. Til sidst vil der naturligvis være en række spilforslag, så spændingen skulle være intakt sæsonen igennem.  

AaB:

Der var store forventninger til AaB I sidste sæson. Efteråret var da også ganske lovende, men det meget imødesete forår faldt aldrig rigtig i hak for nordjyderne. Bedst eksemplificeret ved en demotiveret Lukas Spalvis, der allerede vidste, at han skulle til Sporting Lissabon efter sæsonen. Litaueren er nu fortid ligesom også navne som Kenneth Emil Petersen, Nikolaj Thomsen, Thomas Augustinussen og Rasmus Jönsson er. Ind er i stedet Casper Sloth, Markus Holgersson og Marco Meillinger kommet imens også Niklas Helenius er kommet retur fra et lejeophold i tyske Paderborn.

Umiddelbart har AaB stadig et interessant hold. De virker dog svækkede. Kan Casper Sloth virkelig tage over efter Nikolaj Thomsen efter han mislykkede ophold i Leeds, og hvor står Niklas Helenius overhovedet? Sidst han var i klubben var han ikke i nærheden af hans gamle niveau. Offensivt ser det derfor pt. småsløjt ud for AaB, hvorfor de slet ikke kan regnes som kandidater til mesterskabet. I min verden skal de endda være glade for at kæmpe med om medaljerne, som de missede i sidste sæson.

Træningskampene har da også været en pose blandede bolsjer. Først tabte de med 4-1 til Rosenborg, inden de slog FC Nordsjælland med 2-1. Den sidste træningskampe kastede dog blot et 2-2 resultat af sig mod Silkeborg.

AC Horsens:

AC Horsens er tilbage I Superligaen for første gang siden, at Brøndby IF smed dem en tur I 1. division.

Siden Bo Henriksen har taget tøjlerne i klubben har det set spændende ud, og 'den gule fare' har da også formået at holde fuldstændig sammen på holdet, der sikrede oprykningen. Specielt spillere som forsvarsspilleren Bubacarr Sanneh og angriberen Kjartan Henry Finnbogason bliver spændende at følge. Klubben har op til comeback-sæsonen til Superligaen suppleret truppen med et par ganske interessante navne. Den talentfulde færing Hallur Hansson er kommet til fra Vendsyssel, Jonas Gemmer fra FC Midtjylland trækker ligeledes i gult imens klubben har formået at lokke rutinerede Kim Aabech til Jylland.

Horsens har i træningskampene op til sæsonen tabt til Silkeborg med 0-2 og til FC Midtjylland med 0-2. Til gengæld har de slået galehuset Esbjerg med 2-1.

Bo Henriksen skal nok få noget ud af det her hold. Træneren er måske i virkeligheden den største profil på holdet. 'Den gule fare' er naturligvis i kraft af deres status på oprykker en kandidat til nedrykning, men tror faktisk ikke, at det kommer til at gå så skidt igen for dem. Der er en god blanding af rutine og talent på holdet og når man krydrer dette med en dygtig træner, så tror jeg ikke, at det går helt galt.

AGF:

Nå.... AGF! Hvad kan i?

Aarhusianerne er altid en x-faktor forud for sæsonstart. Forhåbninger er altid skruet højt op, men måske de i denne sæson har noget at have det i? Sidste sæson var ikke god, men måske Glen Riddersholm nu endelig har fået arbejdsro og tid nok til at få styr på holdet. Den tidligere FC Midtjylland-træner har i hvert fald tidligere bevist, at han formår at bygge et hold op, så det på sigt leverer store resultater.

Ud af vagten er Josip Elez, Lukas Fernandes og Kim Aabech røget, men ind er til gengæld Martin Spelmann, Mustafa Amini, Kasper Junker og den spændende målmand Aleksandar Jovanovic kommet. Samtlige af disse køb kan vise sig som værende en lille genistreg af Glen Riddersholm, hvorfor jeg faktisk ser AGF som værende stærkere end i sidste sæson. På en god dag kan AGF drille alle, men bundniveauet skal dog på plads. Det var i sidste sæson alt for ofte for lavt.

Træningskampene har kastet blandede resultater af sig. Lystrup blev slået sikkkert med 3-1, men de svenske hold Häcken og Malmö FF strittede mere imod. Her fik AGF henholdsvis 1-1 og tabte 0-2. Slutteligt tabte de med 1-2 til oprykkerne fra Lyngby.

AGF kan muligvis akkurat snige sig ind i det nye slutspil. Måske er det jubeloptimistisk på vegne af aarhusianerne, men truppen er efterhånden til, at den i det mindste burde kunne være konkurrencedygtig i forhold til en top seks placering.

Brøndby IF:

De gode gamle dage skal tilbage til Vestegnen. Det er i hvert fald planen for Brøndby IF, der har ansat tyske Alexander Zorniger med henblik på, at klubben skal have Danmarks bedste presspil - akkurat som de havde i 80'er og 90'erne. Spørgsmålet er om truppen er til, at Brøndby kan få Zornigers aggressive spillestil ind under huden og hvis de kan, hvor hurtigt kan det få det?

Jeg tror på, at Brøndby IF bliver en positiv overraskelse. De færreste forventer længere, at de blå/gule for alvor skal være med i guldkampen og så højt bærer vingerne dog næppe heller allerede for Zornigers drenge.

Truppen har lidt store tab i form af Riza Durmisi og Daniel Agger imens også marginalspillere som Johan Elmander, David Boysen, Magnus Eriksson og Martin Ørnskov har forladt Vestegnen. Ind er til gengæld kommet Benedikt Röcker, Hjortur Hermansson, Gustaf Nilsson og Jonas Borring, hvoraf sidstnævnte dog virker lidt malplaceret i det nye Brøndby-system med diamant på midten. Spørgsmålet er om han forbliver blå/gul transfervinduet ud.

Det er derfor et ganske nyt Brøndby-mandskab, der på søndag åbner sæsonen hjemme mod Esbjerg. Niveauet er tvivlsomt, men det har dog set fornuftigt i Europa League-kampene mod Valur, der blevet vundet med henholdsvis 4-1 og 6-0. Brøndby har budgetteret med en femteplads, men jeg synes, at man skal forvente, at de kan gøre sig gældende i medaljekampen. Tredjepladsen bør i hvert fald være inden for rækkevidde.

Esbjerg fB:

Havde man spurgt mig om Esbjergs sæson for et par uger siden havde jeg påstået, at de var kandidater til nedrykning. Det var der især én grund til - Jonas Dal. Den tidligere Hobro-træner havde slet ikke fat i truppen, og det kostede ham så også jobbet. Ind er i stedet kommet Colin Todd og lur mig  om ikke han nok skal få skik på tingene.

På transferfronten har Esbjerg fået nye offensive kræfter ind. Fellah, van Buren, Lyng og Rise er alle fortid i Vestjylland imens Brent McGrath og Mads Hvilsom er kommet til fra henholdsvis Fredericia og Braunschweig. Klubben har derfor fået færre offensive strenge at spille på, men jeg tror på, at de to signings er fornuftige. Spillere som Rise, Fellah og Lyng spillede alligevel ingen større rolle i sidste sæson.

Træningskampsmæssigt er det svært at konkludere noget som helst, da den ene halvdel af disse var under Jonas Dal. Her tabte de både til Horsens og FC Midtjylland imens de dog slog Silkeborg med 2-1. Deres sidste træningskamp var under Colin Todd og denne vandt de med 1-0 mod Viborg på et mål af Brent McGrath, der altså viste, at han kan være med hos Esbjerg.

Colin Todd skal nok få styr på de vestjyske tropper, men den brogede opstart gavner ingen i klubben. Esbjerg kan derfor meget vel starte skidt ud inden de for alvor får Colin Todd's idéer ind under huden. De blå/hvid stribede kommer nok ikke i slutspillet, men de må forventes at gøre det fornuftigt blandt de sidste otte og ikke komme i alvorlig nedrykningsfare.

FC København:

Ståle Solbakken har købt yderst interessant ind til denne sæson. Han har dog også mistet Nicolai Jørgensen, hvilket kan få en til at stille spørgsmålstegn ved om FCK egentlig kommer styrket ud af vinduet. Hvis københavnerne som ventet også må se Thomas Delaney smutte, er de i hvert fald svækkede, hvorfor de også kan rende ind i startproblemer. Mestre bør de dog blive.

Ind er spillere som Rasmus Falk, Andrija Pavlovic og Jan Gregus kommet og på papiret burde alle disse kunne slå igennem hos FCK. Om de kan løfte den tunge arv efter Nicolai Jørgensen og potentielt Thomas Delaney er ikke sikkert, men de bør stadig være profiler i de den danske Superliga.

FCK har spillet tre træningskampe. Den første blev vundet sikkert med 3-0 over russiske Amker Perm, men sidenhen er det blevet til nederlag til både Dinamo Zagreb og rumænske Astra. De nye spillere er tydeligvis ikke fuldstændig integreret endnu, og det er der som sådan ikke noget at sige til. Jeg tror dog på, at det nok skal komme og formentlig også før de fleste får set sig om.

FC København er storfavoritter til titlen. Der mangler simpelthen kvalificeret modstand i Superligaen, hvor ingen af modstanderne har det nødvendige høje bundniveau til at kunne dem. Mand for mand er de simpelthen bedre end de øvrige hold ligesom også Ståle Solbakkens ønskede filosofi og vindermentalitet lige så stille og roligt er indarbejdet igen.

FC Midtjylland:

Mestrene fra 14/15-sæsonen lignede langt fra sig selv i sidste sæson. Eller var det i virkeligheden deres reelle niveau? Midtjyderne måtte nøjes med bronzemedaljer efter en noget svingende sæson, hvor træner Jess Thorup aldrig rigtig formåede at få opbygget momentum.

I denne sæson bør Jess Thorup have bedre styr på sit mandskab, der dog ikke umiddelbart bør være stærkere. Bach Bak, Bodurov og Andersson er alle fortid i truppen imens Tim Sparv er meldt ude hele efteråret. Ind igennem den anden dør er kun Markus Halsti kommet. I skrivende stund virker truppen en anelse smal for FC Midtjylland, der forhåbentlig også står overfor et nyt europæisk eventyr.

Klubben har spillet tre træningskampe mod henholdsvis Randers, Esbjerg og Skive imens også litauiske Suduva er blevet slået i to Europa League-kampe. Alligevel er det dog svært at se, hvordan midtjyderne for alvor skulle kunne presse FC København i denne sæson. Nok kan de slå alle i ligaen på deres bedste dage, men bundniveauet og trupbredden kan ikke hamle op med Ståle Solbakkens tropper.

Midtjyderne kommer stensikkert i slutspillet, men derfra kan det blive til alt fra sølv til en skuffende plads i bunden af topfeltet.

FC Nordsjælland:

Når man siger FC Nordsjælland, kan man ikke undlade at sige Emre Mor i disse dage. Den lille dansk/tyrker slugte al opmærksomheden fra alle øvrige personer omkring FC Nordsjælland, da han skiftede til Dortmund i juni og under EM præsterede flot for Tyrkiet.

Nu er Mor dog smuttet og tilbage står et mandskab, der kan virke ret middelmådigt. Profilerne skal findes i de unge forsvarsspillere Pascal Gregor og Andreas Maxsø imens Emiliano Marcondes dog også er begyndt at røre på sig i offensiven. Det kan dog være svært at se, hvordan holdet fra Farum skulle kunne spille sig i slutspillet - det hjælper et køb af den svingende nu tidligere Esbjerg-spiller Mohammed Fellah heller ikke ligefrem på.

Træningskampene har været fornuftige for FCN. Det er blevet til sejre mod Roskilde og hollandske Twente imens det dog trods alt blev til et 1-2 nederlag til AaB og ikke overraskende et 1-3 nederlag til Shakhtar Donetsk.

Kasper Hjulmand har utvivlsomt en god plan med alle sine unge spillere, men det er endnu for tidligt for FC Nordsjælland for alvor at kunne gøre sig gældende om de sjove pladser igen. Dertil er de unge spillere endnu ikke modnet nok. Forvent derfor en ganske gennemsnitlig sæson fra FC Nordsjælland, hvor de hverken kommer i slutspil eller alvorlig nedrykningsfare.

Lyngby BK:

'Vikingerne' er tilbage i Superligaen, hvor de efter min mening også hører til. I kraft af, at de er oprykkere er de naturlige kandidater til nedrykning, men jeg tror faktisk godt, at vi kan tillade os at forvente lidt mere af nordsjællænderne.

Transfermæssigt har Lyngby hentet ganske spændende spillere ind. Lasse Rise er kommet retur til klubben ligesom de også har formået at lokke Martin Ørnskov til fra Brøndby og målmanden Jesper Hansen hjem fra Frankrig. Ud er ingen nævneværdige spillere røget andre end Oke Akpoveta, der før har vist, at han ikke har klassen til Superligaen.

Holdet råder derudover over interessante spillere som rutinerede Michael Lumb og talentet Mikkel Rygaard, der for alvor virker til at have fået sin karriere i sving efter en tur op gennem divisionerne.

En af grundene til, at man kan tage de positive Lyngby-briller på er deres præstationer i træningskampene. Her har de vundet tre ud af tre over henholdsvis SønderjysKE, Helsingør og slutteligt AGF. David Nielsen har gang i noget spændende i Lyngby, og jeg tror simpelthen ikke på, at det er dem, der trækker det korteste strå i en nedrykningskamp som de trods alt må forventes at blive en del af.

OB:

Jeg er aldrig imponeret af OB forud for suppe-start. Det er jeg heller ikke denne gang.

OB råder over en målmand, der gjorde det ganske flot i foråret, et tvivlsomt og nyt forsvar og en profilløs midtbane. Angrebet er dog giftigt, og det kan selvfølgelig bære fynboerne et godt stykke vej. Kent Nielsens tropper får i hvert fald brug for at spillere som Anders 'AK' Jacobsen, Rasmus Festersen og Rasmus Jönsson får indstillet sigtekornet korrekt.

Transfermæssigt er det nemlig nærmest per tradition en tvivlsom omgang hos OB. Ud er gået Rasmus Falk, hvilket er et stort slag, men også Lasse Nielsen og Busuladzic har forladt skuden. Ind har Kent Nielsen i stedet hentet Kenneth Emil Petersen, Joao Perreria fra SønderjyskE, Jeppe Tverskov, Mathias  Thrane og Rasmus Jönsson, der længe ikke har kunne sparke en bue i en blød hat for AaB.

Navnemæssigt kan det se fornuftigt ud for OB, men jeg tvivler på, at det kan bære dem særligt langt. Slutspillet kan de i hvert fald maksimalt blot lige snige sig med i, men selv dette tvivler jeg på.

Træningskampene har da heller ikke været overbevisende. Her har de tabt til Malmö FF, spillet 1-1 mod Magdeburg og senest 3-3 mod Braunschweig fra 2. Bundesligaen.

Randers FC:

Randers går en yderst spændende sæson i møde. I min verden er de dog markant svækkede, og det skyldes specielt én afgang. Den afgang findes på trænerbænken, hvor Colin Todd ikke længere sidder.

Tabet er den karismatiske træner er enormt. Colin Todd har til tider formået at få en ganske middelmådigt Randers-hold til at præstere, hvorfor det er en tung arv at løfte for den nye træner, Olafur Kristjansson, som tidligere har stået i spidsen for FC Nordsjælland uden overvældende succes.

Nogle af spillerne kunne måske også fornemme, at der var nye tider på vej. Spillere som Jeppe Tverskov og Mustafa Amini har i hvert fald forladt skuden sammen med Kasper Junker og Christian Keller, hvoraf sidstnævnte ikke spillede en rolle i foråret. Ind er kommet finske Joni Kauko fra Energie Cottbus, og det er lidt af en lottokupon. Hvem er han og har han overhovedet niveuet til Superligaen?

På trods af min forsigtige dommedagsprofeti om Randers, har de faktisk klaret sig fornuftigt i træningskampene op til sæsonen. De har således slået Viborg og Randers imens de dog tabte med 0-1 til FC Midtjylland.

Jeg tror ikke på, at Olafur Kristjansson er manden, der kan løfte arven fra Colin Todd. 'Hestene' går en skuffende sæson i møde, og jeg bliver såmænd ikke overrasket, hvis ikke de formår at slæbe sig i top seks.

Silkeborg IF:

Silkeborg havde det mildest talt svært, da de senest var i Superligaen. Denne gang bør de ikke få det lige så hårdt, men om ikke andet, er de stadig min personlige favorit til at tage en af nedrykningspladserne. Om ikke andet må de ud i nogle drabelige opgør om at blive i Superligaen.

På transferfronten har Silkeborg blot mistet Nikolaj Ritter, der er smuttet til SønderjyskE på en fri transfer. Ind er til gengæld den talentfulde midterforsvarer Niels Bisp Rasmussen samt den offensive venstreback Mikkel Cramer kommet. Det er dog ikke navne, der for alvor kan forventes at løfte Silkeborg til nye højder.

Forstærkningerne er derfor for alvor udeblevet, hvorfor det kan være svært at se, hvordan Silkeborg for alvor skal få succes i denne sæson. Spillere som Nikolaj Agger, Emil Scheel og Martin Thomsen skal bære holdet, og det tvivler jeg stærkt på, at de kan. De to førstnævnte har før gjort et hæderligt forsøg, men uden held.

Træningskampene har været hæderlige for dem. Horsens og Kjellerup er blevet slået, imens det blev til uafgjort mod AaB og et nederlag mod Esbjerg.

Efter min mening skal  Silkeborg kun kigge en vej i denne sæson - nedad.

SønderjyskE:

Vicemestrene fra Sønderjyske havde i sidste sæson en komplet vanvittig sæson. Heraf den i manges ører den helt fjollede titel af vicemestre. Det kan dog blive svært for Jakob Michelsens tropper at gentage det utrolige kunstværk. Man kan da nærmest heller ikke forvente en gentagelse fra den lille klub fra Haderslev.

Jakob Michelsen har ellers formået at holde nogenlunde sammen på sit succeshold. Eneste spiller af betydning, der er gledet ud af truppen er Joao Perreia, der er smuttet til OB. Ind har SønderjyskE i stedet hentet Matthias Maak fra østrigske SV Grödig. Derudover er Mikael Uhre, Nikolaj Ritter og målmand Lukas Fernandes kommet til. Specielt førstnævnte nævnes af mange som en spiller, der kan overraske positivt i denne sæson.

Træningskampene har ikke været gode. Det er således blevet til nederlag til både norske Start og oprykkerne fra Lyngby. Derudover slog de Fredericia inden de i deres sidste test måtte nøjes med 1-1 mod Kiel, der spiller i 3. Bundesligaen.

På trods af de sløje resultater i træningskampene, føler jeg mig dog overbevist om, at holdet har kvalieteten  - det beviste de så ganske tydeligt i sidste sæson. Truppen er dog ikke særligt bred og det kan give en sløv start, at de i denne sæson for første gang har Europa League at tage hensyn til. Med sidste sæson frisk i erindringen, må man dog forvente, at SønderjyskE leger med i den sjove ende af tabellen uden dog nødvendigvis at vinde medaljer igen.

Viborg FF:

I sidste sæson var Viborg oprykkere. Det var derfor ganske acceptabelt, at de formåede at slutte som nummer otte og derfor aldrig var i fare for at ryge retur til 1. division. Retur til 1. divisoins tror jeg heller ikke, at de skal i denne omgang.

Viborg er indtil videre kommet styrket ud af transfervinduet. Der er nemlig blevet ryddet godt og grundigt op i truppen, hvor flere, der simpelthen bare ikke har niveauet til at løfte Viborg yderligere, er røget på porten. Samtidig skal det dog med, at Johnny Mølbys tropper desværre har måtte sige farvel til Lukas Lerager. Han er trods alt et tab.

Men hvem er kommet ind? Tja, først og fremmest har Viborg fået en gammel kending tilbage i form af Christian Keller, der med sin rutine kan løfte midtbanen. Derudover er spillere som Andreas Bruhn, Jung-Bin Park og Oliver Thychosen kommet til. Alle spillere, der på deres bedste dage kan gøre en forskel for Viborg.

Det er derfor min påstand, at Viborg er stærkere end i sidste sæson. Det har dog ikke været tydeligt i deres træningskampe. Her er det blevet til lutter nederlag mod henholdsvis Randers, Vendyssel og Esbjerg.

Viborg bør ikke komme i alvorlige nedrykningsproblemer selvom, at de trods alt heller ikke er i betragtning til mesterskabsspillet.

Spilforslag:

Bedste oprykkerhold: Lyngby. Odds 2.45. Spillet kan spilles her.

Topscorer for Brøndby: Kamil Wilczek. Odds 2.10. Spillet kan spilles her.

Topscorer for FC Midtjylland: Martin Pusic. Odds 1,95. Spillet kan spilles her.

Topscorer for Viborg i grundspillet: Serge Deble. Odds 3,50. Spillet kan spilles her.

Hold der rykker direkte ned: Silkeborg IF. Odds 4,50. Spillet kan spilles her.

OB vs SønderjyskE: SønderjyskE slutter bedst. Odds 1,85. Spillet kan spilles her. 

SønderjyskE kommer i slutspillet. Odds 2,20. Spillet kan spilles her

 

Scheuermann for Tipperen.dk