Der er lagt op til et af sæsonens største opgør i Serie A, når Inter tager imod Napoli på San Siro. Inter topper tabellen, mens Napoli ligger nummer tre, og med få point, der adskiller holdene i toppen, kan dette opgør få stor betydning for mesterskabskampen.
Jeg hælder klart til en hjemmesejr her. Inter har været ekstremt stabile over en længere periode og kommer ind til kampen med seks Serie A-sejre på stribe. Holdet har set både fysisk og mentalt stærkt ud, og hjemmebanefordelen kan meget vel blive udslagsgivende i et ellers tæt opgør. Inter har generelt været svære at bide skeer med på San Siro, hvor tempoet og intensiteten ofte bliver for høj for modstanderne.
Napoli har derimod været markant bedre på eget græs end på udebane. Offensivt har de scoret væsentligt færre mål på fremmed græs, og de har haft problemer med at skabe det samme pres i kampene, som de formår hjemme. Det så man senest i pointtabet mod Hellas Verona, hvor især første halvleg var skuffende, og hvor Napoli smed to vigtige point i et tæt titelræs.
Ser man på kvaliteten i Inters offensiv, er det svært ikke at være imponeret. Lautaro Martínez har været brandvarm og er ligaens topscorer med 10 mål i 18 kampe. Han afslutter ekstremt effektivt og udnytter sine chancer på et niveau, der ligger markant over det forventede. Samtidig er Federico Dimarco en konstant trussel fra venstresiden, både i åbent spil og på dødbolde, hvor han bidrager med både mål, assists og et hav af præcise indlæg.
Det omvendte opgør i Napoli endte med en 3-1-sejr til de regerende mestre, men meget har ændret sig siden da. Inter har stort set ikke sat en fod forkert i ligaen siden, og bortset fra et snævert derby-nederlag til Milan i november har de været fejlfri. Med fire point ned til Napoli kan Inter med en sejr her tage et solidt skridt mod mesterskabet og samtidig sende et klart signal til konkurrenterne.
Napoli har omvendt alt at vinde, men også meget at tabe. Antonio Conte vil meget gerne slå sin tidligere klub, men det kræver en præstation på et niveau, Napoli ikke altid har ramt på udebane. Mod et formstærkt Inter-hold, der både defensivt og offensivt fungerer ekstremt godt, ligner det en svær opgave.
Når man kan få odds 1,78 på en Inter-sejr, vurderer jeg, at der er rigtig fin værdi i spillet. Kombinationen af hjemmebane, form, offensiv kvalitet og Napolis udfordringer på udebane gør, at jeg tror på, at Inter tager alle tre point i denne Serie A-topkamp.