25/12-2020

A-League 2020/2021 
Den søde juletid er over os, og det er sæsonstarten på den bedste australske fodboldliga, A-League, spøjst nok også. Under normale omstændigheder ville turneringen være startet i oktober måned, men der er pt. ikke meget, der er normalt grundet den verdensomspændende COVID-19 pandemi, og derfor er opstarten rykket. 

I det følgende vil den kommende sæson, og dens struktur, blive gennemgået, ligesom vi vil kigge på ligaens nyeste klub, have stort fokus på de største ind- og udgående transfers, og slutteligt vil der komme et bud på en slutstilling efter grundspillet.

Strukturen i en Coronatid
Planen er at gennemføre sæsonens 26 spillerunder i Grundspillet, samt de 5 slutspilskampe i tidsrummet mellem 28. december 2020 og 30. juni 2021. Udover at flytningen har været nødvendig pga. smitten, så har det australske forbund også et ønske om gradvist at flytte turneringen, så den ikke længere spilles i sommerperioden downunder.

Herudover vil der også i 2021 blive spillet en ny, forbedret udgave af den australske pokalturnering, FFA Cup’en, efter at den i 2020 blev aflyst pga. pandemien. Vinderen af FFA Cup’en i 2021 vil udover æren og hæderen vinde en billet til den asiatiske udgave af Champions League.

Ligaen er til denne sæson blevet udvidet til 12 hold, og de mødes på kryds og tværs henover i alt 26 kampe hver. Top-6 vil vanen tro gå i slutspillet, hvor der spilles to Elimination Finals (nr. 3 imod nr. 6 og nr. 4 imod nr. 5), to Semi-Finals (nr. 1 imod vinder af 2. Elimination Final og nr. 2 imod vinder af 1. Elimination Final), hvorefter sæsonens mesterhold findes i den store Grand Final til sidst.

Macarthur FC - den nye tyr i klassen

Da A-League tilbage i 2005 så dagens lys bestod ligaen blot af otte hold. Dette blev i 2009 ændret til ti klubber, hvilket fortsatte helt frem til begyndelsen af sidste sæson, hvor Western United FC fik en plads i det fine selskab. 11 klubber er dog et for skævt antal, og derfor bliver der til den kommende sæson tilføjet endnu et mandskab til ligaen, der derfor rammer et mere spiseligt tal på 12 deltagere.

Navnet på den nye klub er Macarthur FC, og det bliver endnu en klub fra New South Wales. Macarthur kommer til at holde til i Campbelltown, der ligger godt 50 km. sydvest for Sydney, i staten New South Wales, der i forvejen huser Western Sydney Wanderers, Newcastle Jets, Central Coast Mariners og ikke mindst Sydney FC. Klubbens kælenavn er “The Bulls” ligesom deres logo også forestiller en tyr. 

Hjemmebanen bliver Campbelltown Stadium, der har en del år på bagen, og som udover Macarthurs kampe også lægger græs til rugby og kvindefodbold. Dette stadion har en kapacitet på 20.000 tilskuere. Det er dog meget tvivlsomt, at de mange sæder vil blive fyldt her i starten i et område, hvor den nye klub kommer til at kæmpe hårdt om fans med de to etablerede Sydney-klubber.

Klubben trænes af den erfarne Ante Milicic, der selv har spillet i et hav af australske klubber, og sidenhen bl.a. været assistenttræner i Melbourne Heart (det nuværende Melbourne City), Western Sydney Wanderers samt for det australske landshold. Herudover har han været landstræner for både det australske U20 og U23-landshold samt for “Matildas”, som kvindelandsholdet kaldes. 

Truppen er en sammensætning af en masse, primært australske, spillere, der har masser af A-League erfaring, samt enkelte udlændinge. De mest prominente navne vil blive beskrevet i det næste afsnit omkring transfers. 

Macarthur FC har generelt fået stablet et ganske godkendt hold på benene, og deres træningskampe op til sæsonen har også givet grobund for optimisme. Det er bl.a. blevet til sejre over Wellington Phoenix og Adelaide United. 

De største ind- og udgående transfers
Der er altid en heftig aktivitet i de australske klubber mellem sæsoner. Ofte får spillerne korte kontrakter, og det er mere reglen end undtagelsen, at en klub har mellem 10 og 20 ind- og udgående spillere henover et transfervindue. 

Der er også sket en del op til denne sæson, hvor vi desværre har måtte sige farvel til nogle gode spillere, men også har fået nye interessante navne ind. De mest spændende af disse vil vi prøve at tage et kig på her.

Disse forlod os

Riley McGree (Adelaide United til Birmingham City)

Den helt store stjerne i Adelaide i sidste sæson, hvor han holdt et flot niveau. Det er ikke overraskende, at den 22-årige offensivspiller forsøger sig med et udlandseventyr, men det bliver et stort tab for The Reds. 

Dimi Petratos (Newcastle Jets til Al-Wehda)

Stærke præstationer igennem en lang karriere i A-League, med en enkelt afstikker til Japan, har kastet et money-move til Saudi Arabien af sig for Dimi Petratos. Et tilbud, der ikke kan takkes nej til — selvom vi kommer til at savne hans skudfod i den kommende sæson. 

Mitch Duke (Western Sydney Wanderers til Al-Taawoun)

Også Mitch Duke vekslede en fremragende 2019/2020-sæson med en guldrandet kontrakt i Saudi Arabien. Hans 14 scoringer i 26 kampe for Western Sydney Wanderers fik de olierige saudere til at rykke på en af A-Leagues bedste offensive kort. 

Adam le Fondre (Sydney FC til Mumbai FC)

Efter to sæsoner, og 39 scoringer, hos Australiens bedste mandskab, Sydney FC, blev det tid til at prøve nyt for bomberen Adam le Fondre, der fortsætter karrieren hos indiske Mumbai FC. En enorm svækkelse af det blåklædte australske mandskab, der kommer til at savne tæt på 20 scoringer pr. sæson.


Scott Neville (Brisbane Roar til East Bengal)

Ligesom le Fondre, så har en af de mest toneangivende forsvarsspillere, Scott Neville, også valgt at prøve lykken i Indien, hvor niveauet er lidt højere og pengene er bedre. En no-brainer for Neville, der har spillet hele karrieren i A-League og her fik sidste chance for et udlandseventyr.


Disse kom til

Mark Milligan (Fri transfer til Macarthur FC)

En lang karriere er ved at synge på sidste vers for Mark Milligan, men inden han lukker og slukker, så kan det lige blive til et ophold i Australiens nyeste klub, Macarthur FC. Den 35-årige midtbanegeneral vender hjem efter at have været i Mellemøsten, Skotland og England de seneste år, og han kommer med en enorm erfaring efter godt 18 år som professionel i ind- og udland og 80 landskampe på CV’et. 


Matt Derbyshire (Fri transfer til Macarthur FC)

En anden erfaren herre, der er hentet til Macarthur FC er den 34-årige angriber Matt Derbyshire. Hans karriere har bragt ham forbi klubber som Blackburn Rovers, Olympiakos, Nottingham Forest, Rotherham United og senest cypriotiske Omonia Nicosia. Her havde han enorm succes med imponerende 62 scoringer i 113 kampe. Han kan blive et spændende bekendtskab på A-League niveau.



Benat (Fri transfer til Macarthur FC)

Navnet Benat får formentlig de fleste med interesse i spansk fodbold til at fatte interesse. Der er nemlig tale om en meget erfaren spiller fra La Liga; den 33-årige centrale midtbanespiller, der har omkring 300 kampe for Betis og Atletic Bilbao på CV’et. Han er uomtvisteligt en af sæsonens helt store scoops til ligaen. 


Andy Keogh (Fri transfer til Perth Glory)

Den fortabte søn vender hjem til Perth. Den 33-årige angriber Andy Keogh, der i sommeren 2019 forlod netop Perth Glory er nu tilbage i klubben. Med 55 scoringer henover 122 kampe for den vestaustralske klub er det et skifte, som de fleste A-League fans glæder sig til. 


Rudy Gestede (Fri transfer til Melbourne Victory)

Svenske Ola Toivonen forlod i foråret Victory, da ligaen blev indstillet pga. COVID-19 pandemien. Nu ser det ud til, at klubben har fundet erstatningen i den store angriber Rudy Gestede. En spiller, der tidligere har tørnet ud for bl.a. Aston Villa og Middlesbrough i den engelske Premier League, og som i statur minder en del om svenskeren, hvis sko han skal udfylde.



Javi Lopez (Fri transfer til Adelaide United)

I Adelaide har man været på rov i det spanske. Her har klubben fundet forsvarsspilleren Javi Lopez, der, med sine 34 år, og langt over 200 La Liga-kampe for Espanyol, må forventes at bringe noget rutine og klasse til de rødklædte. 

Tomi Juric (Fri transfer til Adelaide United)

Adelaide United har lavet en af de mest spændende offensive transfers med signingen af den australske landsholdsspiller Tomi Juric. Den store angriber vender hjem efter udlandsophold, der har ført ham forbi Holland, Schweiz og senest Bulgarien. Nu skal han hjem og score basser for de røde fra Adelaide.

Victor Sanchez (Fri transfer til Western United FC)

Hos Western United FC har man styrket den defensive struktur med signingen af den tidligere Barcelona- og Espanyolspiller Victor Sanchez. En lang karriere går på hæld, men inden han lukker helt ned, så kan det lige blive til et ophold downunder. En spændende spiller, som kan blive et interessant bekendtskab i ligaen. 

Tomer Hemed (Fri transfer til Wellington Phoenix)

Wellington Phoenix har sagt farvel til angriberen Gary Hooper, men den newzealandske klub ser alligevel styrket ud. Ind er nemlig kommet den israelske angriber Tomer Hemed, der både har gjort sig i Spanien og England igennem en lang, fin karriere. Herudover er det blevet til 38 landskampe og 17 scoringer. Det lugter af mål for de gulblusede kiwier. 

Masato Kudo (Fri transfer til Brisbane Roar)

Brisbane Roar har en historik med målfarlige angribere efter både at have haft Adam Taggart og Besart Berisha i klubben. Til den nye sæson forsøger Roar sig med japansk blod i front og signingen af Masato Kudo kan gå hen og blive rigtigt spændende. Angriberen har tidligere i karrieren været inde og snuse til landsholdet, uden det dog er blevet til mere end en håndfuld optrædender, mens han i hjemlandet primært har gjort sig bemærket for Kashiwa Reysol med 66 scoringer i 189 kampe. 

Graham Dorrans (Dundee FC til Western Sydney Wanderers)

Hos Western Sydney Wanderers har man hentet skotsk fight ind til midtbanen i den tidligere WBA, Norwich og Glasgow Rangers-spiller Graham Dorrans. 
En spiller med stor erfaring fra en høj hylde, som kan bringe noget hårdhed på WSW-midtbanen, men som faktisk også har et ganske nydeligt målsnit, postionen taget i betragtning, for karrieren. 

Marcos Urena (fri transfer til Central Coast Mariners)

Den costaricanske angriber, med en fortid i både FC Midtjylland og Brøndby IF, er ny mand hos den forventede bundprop fra Central Coast Mariners. Angriberen har senest spillet hos Alajuelense i hjemlandet Costa Rica, hvor det blev til 12 scoringer i 31 optrædender i seneste sæson, så han er skudt varm og klar til at indtage A-League. 


Bud på slutstilling (Grundspil)

  1. Melbourne City
  2. Sydney FC
  3. Western Sydney Wanderers 
  4. Melbourne Victory
  5. Wellington Phoenix
  6. Western United FC
  7. Adelaide United
  8. Macarthur FC
  9. Perth Glory
  10. Brisbane Roar
  11. Newcastle Jets
  12. Central Coast Mariners

Det er nærmest en umulig disciplin at begive sig ud i at gætte en slutstilling, og der kommer altid overraskelser, både negative og positive, i enhver fodboldliga. 

Der kan dog ikke være tvivl om, at Sydney FC, der har været suveræne i ligaen de seneste år, er favoritter til at genvinde guldet. Der hersker en fantastisk vinderkultur i klubben, og til trods for at der ikke er lavet de helt store nævneværdige transfers, så er der en rygrad i holdet, som igen kan sende dem til tops. Efter afgangen af Adam le Fondre, der scorede mål på samlebånd, kan de øvrige klubber dog komme til at lugte blod, og netop den manglende bomber i front, får undertegnede til at pege på en lidt mere overraskende vinder; Melbourne City. 

City har aldrig tidligere vundet hverken grundspil eller slutspil. Heller ikke tidligere da klubben hed Melbourne Heart. Men henover de seneste sæsoner har der tegnet sig et billede af en klub i fremgang, og stærke signings op til denne sæson, hvor man har sikret sig Aiden O’Neill til midtbanen, mens Andrew Nabbout, der i sidste sæson spillede hos rivalerne fra Victory, er ny mand i offensiven. To markante signings, der kan rykke klubben det sidste stykke efter sidste sæson, hvor de blev nr. 2 i grundspillet og senere hen tabte The Grand Final smalt med 1-0 til Sydney FC.

Placeringerne fra nr. 2 til 7 er svære, men Sydney FC og Western Sydney Wanderers ligner, i min optik, de oplagte udfordrere til Melbourne City. Der er lavet gode handler i især Western Sydney, der har været på rov, og spillere som Bernie Ibini, Ziggy Gordon og James Troisi er, udover førnævnte Graham Dorrans, nye på holdkortet. Det ser slagkraftigt ud, omend holdet nok mangler en decideret bomber i front, der kan give de sidste procenter.

Bomberen mangler Sydney FC også, i skrivende stund, omend der er rygter om, at den brasilianske angriber Bobô, der spillede i klubben i 2016/2017 og 2017/2018, hvor han scorede i alt 42 mål i 57 kampe, skulle være på vej tilbage til The Sky Blues. Handlen er dog endnu ikke på plads, og eftersom han bliver 36 år i starten af januar, og ikke er tiltænkt andet end en back-up rolle, så ligner det at Kosta Barbarouses og Trent Buhagiar skal trække læsset med mål for holdet. Det er, i min optik, ikke lige så markant som eksempelvis City, der med Nabbout, Maclaren og Noone ligner offensivt fyrværkeri.

Herudover har vi et bredt midterfelt, hvor klubberne sagtens kan bytte pladser på kryds og tværs, uden det ville være nogen stor overraskelse. Spændende bliver det især at se, hvor den nye klub, Macarthur FC, placerer sig. Nykommerne har en, på papiret, stærk trup, men også en forholdsvis høj gennemsnitsalder, hvor næsten halvdelen af holdet er 29 år eller derover.

I bunden er det næsten selvskrevet, at Central Coast Mariners kommer til at hygge sig - vanen tro. 
Mit bud er, at de får selskab af rivalerne fra Newcastle Jets, der kommer ind til den nye sæson i en svækket udgave efter Bernie Ibini og Dimi Petratos begge har forladt skuden. 

Betting

Bookmakerne har ikke været så gavmilde med hverken spiludvalg eller gode odds på sæsonspil, så i år bliver der ikke lavet forslag på disse. I stedet kan man forvente normale spilforslag på de enkelte kampe henover hele sæsonen lige her på tipperen.dk. 


God sæson.