Interview: Kenneth Emil Pedersen
05/06-2019
Kenneth Emil Pedersen har igennem flere sæsoner været en fast bestandel af det AaB forsvar, der for to sæsoner siden snuppede en historisk "The Double". Vi har taget en snak med "KEP" om hans karriere, fremtidsplaner, adfærd på de sociale medier og ikke mindst hans forhold til FC Midtjylland.
Du startede din karriere i Herfølge, men fik blot 7 kampe inden du rykkede til AC Horsens. Mange ser deres ungdomsklub som et sted de godt kunne tænke sig at vende tilbage til en dag og betale lidt tilbage til den klub, der gav dem chancen. Hvad er dit forhold til Herfølge Boldklub eller HB Køge som det hedder i dag?
- Jeg følger stadig med i, hvad der sker i klubben via de sociale medier og kender stadig et par spillere der spiller der. Herfølge vil altid have en plads i mit hjerte, da jeg brugte uendelig meget tid i klubben og altid har følt mig velkommen.
Efter Herfølge tog du til AC Horsens, hvor du i første omgang var gardering for Mads Rieper og Rasmus Marvits. I 2007/2008 sæsonen slog du igennem, men var desværre med til at spille AC Horsens i 1. division i 2008/2009. Hvordan oplevede du din tid i Horsens, der jo både gav dig fast spilletid, men også en uheldig oplevelse i form af en nedrykning?
- Alt i alt var min tid i Horsens helt fantastisk. Det var dér jeg fik chancen efter jeg blev smidt i ud af 1. Holdstruppen i Herfølge. Jeg fik en træner, der troede på mig og jeg tror, at det var sundt for mig at rive rødderne op og flytte til det mørke Jylland. Et skifte jeg aldrig kommer til at fortryde. I Horsens var jeg del af en unik spillertrup hvis sammenhold, humor og kultur var helt unik og usammenlignelig! Nedrykningen var en streg i regningen og er selvfølgelig aldrig sjov at have på sit CV, men det ændrer ikke på, at min tid i Horsens var fantastisk.
Herefter skiftede du til AaB, hvor du stadig efter 6 år befinder dig. Er du ved at gøre dig selv til den nye Mr. AaB?
- Haha, nej der er flere foran mig! Augu er jo nærmest borgmesterkandidat på disse kanter så der er et stykke op.
Op til denne sæson overtog Lars Søndergaard posten som cheftræner, men han har fået en meget svingende start. Hvad er din oplevelse af Søndergaard som træner set i forhold til Kent Nielsen? Hvad er de største omvæltninger?
- Søndergaard er en anderledes træner end Kent og generelt set tror jeg det har været godt for spillertruppen at få noget nyt blod og nogle nye øjne ind. Med Kent vandt vi alt, der var at vinde - en magtdemonstration der ville blive svær at gentage. Største omvæltning er taktisk, hvor vi forsøger med et højere pres. Det tager tid at implementere, men vi arbejder hver dag på at få det til at fungere optimalt.
I sidste sæson formåede i ikke at forsvare jeres mesterskab, men måtte i stedet se det gå til FC Midtjylland. I et interview med Canal 9 gav du udtryk for, at du ikke er helt tosset med dem. Hvad er det ved FC Midtjylland som du ikke kan lide?
- Der hvor det tiltede for mig personligt var efter vi fuldt fortjent vandt det danske mesterskab og de efterfølgende kom med nogle udtalelser/undskyldninger for, hvorfor de ikke vandt mesterskabet. Det synes jeg var respektløst.
Generelt er du lidt mere åbenmundet end de fleste spillere og du er da også ganske aktiv på Twitter. Er det bevidst, at du giver lidt mere af dig selv til omverden?
- Nej det er ikke bevidst. Jeg forsøger bare at være mig selv! Hvis jeg har en mening så siger jeg den!
Man har før set spillere og trænere komme i uføre pga. udtalelser på de sociale medier. Hvor opmærksom er du på dette? Du virker jo ret bramfri.
- Jeg er opmærksom på, at der sommetider er nogle mænd i jakkesæt, der mødes og kaster om sig med karantæner. Så jeg bliver nok først 100% bramfri, når jeg smider støvlerne på hylden!
I denne sæson ser det ud til, at det bliver svært for AaB at hænge på FCM og FCK. Hvad er dine personlige ambitioner for den igangværende sæson?
- Ja begge klubber har jo handlet massivt ind og har en stærkere økonomi end os, så det er ikke dem vi i år skal sammenligne os med. Mine personlige ambitioner er at spille så mange kampe som muligt, tage mere ansvar i en ung trup og levere på et højt niveau!
Du er blevet 30 år og har derfor formentlig nogle gode sæsoner i dig endnu. Men hvad er dine egne ambitioner for resten af din karriere? Har du planer om at slutte i AaB?
- Har et år tilbage af min kontrakt med AaB og det er det jeg forholder mig til. Fodboldverden er umulig at forudse så at kigge længere frem ville være dumt.
Du er netop blevet uddannet som serviceøkonom. Er det planen, at du skal bruge det til noget inden for fodboldverden eller ser du dig selv træde helt væk fra rampelyset når din spillerkarriere slutter?
- Det er svært at sige. Jeg elsker fodboldverden og ser alt det fodbold jeg kan komme til. Derfor bliver jeg også mere og mere sikker på, at mit job efter fodbolden også kommer til at være i den verden.
Hvilken rolle kunne de se dig selv i inden for fodboldverden? Går du med trænerambitioner?
- Det er det jeg har de næste 4-5 år til at finde ud. Jeg har nok en træner i maven, men jeg kunne også se mig i andre funktioner inden for fodboldverden.
Vi på Tipperen.dk er jo ret interesseret i spillernes gambling vaner. Oddser du af og til selv?
- Ja jeg oddser et par kuponer hver weekend næsten. Ikke for store beløb og ikke på nettet. Så det er ned i kiosken hos Danske Spil og have noget hygge til alt fodbolden, der kommer i TV.
Har du et udenlandsk hold du især holder med?
- Jeg er stor Liverpool fan og har været det lige siden jeg var helt lille. Min far spillede sammen med Torben Piechnik, der i sin tid blev solgt til Liverpool. Han sendte mig et Liverpool spillersæt til jul og fra den dag af var jeg Liverpool fan.
Du kan følge Kenneth Emil Petersen på Twitter her: @Kennethemil.